Bag Hybengaarden står vi, Annette og Henrik – og det hele startede faktisk helt tilbage i 1984, da vi overtog den idylliske gård, Holtetgård i Jerslev, Vendsyssel.
Dengang var vi begge to yngre landmænd, der regnede med, at vi skulle være svineproducenter mange år frem. Men ved lidt af en tilfældighed endte vi med at plante hyben på en af vores marker – og pludselig tog det fart.
Et spring frem i tiden, og i dag bruger vi al vores tid på bær og marmelade. Og vi elsker det.
Vi er begge uddannede landmænd, så det stod ikke ligefrem i kortene, at vi skulle blive marmelademager – men sådan blev det.
Til at starte med fremstillede vi marmelade af den beskende mængde hyben, vi fik fra vores dengang éne mark. Det var egentlig kun til venner og eget forbrug, men rygtet gik, og det greb om sig. Da vi fik positive tilbagemeldinger fra både kunder og lokale butikker, besluttede vi os for at springe ud i det.
I dag sælges vores prisvindende produkter hos mere end 300 forhandlere, og siden 2005 har Hybengaarden været lig med naturens egen velsmag.
De gamle stalde blev omdannet til marmeladeproduktion med lager, storkøkken, fryserum og alt, hvad der skal til for at drive et moderne køkken – sådan da. For vi foretrækker at være med igennem hele processen: Fra at høste ved håndkraft til selv at røre i gryderne og smage hver enkelte portion til.
For det kan godt være, produktionen er moderne – men det er smagen ikke helt. Vi laver nemlig marmelade, som vi lærte det i køkkenet som børn.
Det er vores egen børnelærdom fra landbohusholdning, vi nu bruger til at tilsmage hvert eneste glas marmelade – og det er derfor, vores marmelade smager af sol, sommer og barndom. Lige som den skal.
Selvom meget har ændret sig, siden vi i 1990 plantede vores første hyben, er der én ting, der aldrig ændrer sig:
Vores passion for de gode råvarer, den gode smag og en ordentlig, bæredygtig produktion.
For selvom både vores produktion og dyrkning af råvarer siden har fået vokseværk, er det stadig naturens egen velsmag, der driver os.